Anarki 101

Hvad er “anarkisme”? Hvad er “anarki”? Hvem er “anarkister”?

Anarchisme er en idé om den bedste måde at leve på. Anarki er en måde at leve på.

Anarchisme er en idé om, at regeringen (staten) er unødvendig og skadelig. Anarki er et samfund uden regering. Anarkister er mennesker, der tror på anarkisme og ønsker at leve i anarki, som alle vores forfædre engang gjorde. Folk, der tror på en regering (som f.eks. liberale, konservative, socialister og fascister), kaldes “statister.”

Det kan lyde som om anarkisme er rent negativt – at det bare er imod noget. Faktisk har anarkister mange positive idéer om livet i et statsløst samfund. Men i modsætning til marxister, liberale og konservative tilbyder de ikke en plan.

Er anarkister ikke bombekastere?

Nej – i hvert fald ikke sammenlignet med f.eks. den amerikanske regering, som hver dag smider flere bomber over Irak, end anarkister har smidt i de næsten 150 år, de har været en politisk bevægelse. Hvorfor hører vi aldrig om “bombekastende præsidenter”? Betyder det noget, at bomberne bliver kastet horisontalt af anarkister i stedet for vertikalt af den amerikanske regering?

Anarchister har været aktive i mange år og i mange lande, under autokratiske såvel som demokratiske regeringer. Nogle gange, især under forhold med alvorlig undertrykkelse, har nogle anarkister kastet bomber. Men det har været undtagelsen. Stereotypen om “den bombekastende anarkist” blev opfundet af politikere og journalister i slutningen af 1800-tallet, og de vil stadig ikke slippe den, men selv dengang var det en grov overdrivelse.

Har der nogensinde været et anarkistisk samfund, der fungerede?

Ja, mange tusinde af dem. I deres første million år eller mere levede alle mennesker som jægersamlere i små grupper af ligestillede, uden hierarki eller autoritet. Det er vores forfædre. Anarkistiske samfund må have været vellykkede, ellers ville ingen af os være her. Staten er kun få tusinde år gammel, og det har taget så lang tid for den at undertvinge de sidste anarkistiske samfund, såsom San (buskmændene), pygmæerne og de australske aboriginals.

Men vi kan ikke vende tilbage til den måde at leve på.

Næsten alle anarkister vil være enige. Men det er stadig en øjenåbner, selv for anarkister, at studere disse samfund og måske hente nogle ideer til, hvordan et helt frivilligt, stærkt individualistisk, men alligevel kooperativt samfund kan fungere. For blot at tage et enkelt eksempel har anarkistiske fouragere og stammefolk ofte meget effektive metoder til konfliktløsning, herunder mægling og ikke-bindende voldgift. Deres metoder fungerer bedre end vores retssystem, fordi de stridende parters familie, venner og naboer tilskynder de stridende parter til at blive enige om, med hjælp fra sympatiske og troværdige mellemmænd, at finde en fornuftig løsning på problemet. I 1970’erne og 1980’erne forsøgte akademiske eksperter angiveligt at overføre nogle af disse metoder til det amerikanske retssystem. Naturligvis visnede og døde transplanterne, for de lever kun i et frit samfund.

Anarchister er naive: De tror, at den menneskelige natur i bund og grund er god.

Det er ikke tilfældet. Det er sandt, at anarkister afviser ideer om medfødt fordærv eller arvesynd. Det er religiøse ideer, som de fleste mennesker ikke længere tror på. Men anarkister tror normalt heller ikke på, at den menneskelige natur i bund og grund er god. De tager mennesker som de er. Mennesker er ikke “i bund og grund” noget som helst. Vi, der lever under kapitalismen og dens allierede, staten, er bare mennesker, der aldrig har haft en chance for at være alt det, vi kan være.

Selv om anarkister ofte appellerer moralsk til det bedste i mennesker, så appellerer de lige så ofte til oplyst egeninteresse. Anarkismen er ikke en doktrin om selvopofrelse, selv om anarkister har kæmpet og er døde for det, de tror på. Anarkister mener, at gennemførelsen af deres grundtanke vil betyde et bedre liv for næsten alle.

Hvordan kan man stole på, at folk ikke gør hinanden til ofre uden staten til at kontrollere kriminaliteten?

Hvis man ikke kan stole på, at almindelige mennesker ikke gør hinanden til ofre, hvordan kan man så stole på, at staten ikke gør os alle til ofre? Er de mennesker, der kommer til magten, så uselviske, så dedikerede, så overlegne i forhold til dem, de styrer? Jo mere du har mistillid til dine medmennesker, jo mere grund er der for dig til at blive anarkist. Under anarki bliver magten reduceret og spredt rundt. Alle har noget, men ingen har ret meget. Under staten er magten koncentreret, og de fleste mennesker har faktisk ingen. Hvilken slags magt vil du gerne gå op imod?

Men – lad os være realistiske – hvad ville der ske, hvis der ikke var noget politi?

Som anarkisten Allen Thornton bemærker: “Politiet er ikke i beskyttelsesbranchen; de er i hævnbranchen”. Glem alt om Batman, der kører rundt og afbryder igangværende forbrydelser. Politipatruljer forhindrer ikke kriminalitet eller fanger forbrydere. Da politipatruljen blev indstillet hemmeligt og selektivt i Kansas Citys kvarterer, forblev kriminalitetsraten den samme. Andre undersøgelser viser ligeledes, at detektivarbejde, kriminallaboratorier osv. ikke har nogen effekt på kriminalitetsraten. Men når naboer går sammen om at passe på hinanden og advare potentielle forbrydere, prøver forbryderne et andet kvarter, som kun er beskyttet af politiet. De kriminelle ved, at de er i ringe fare der.

Men den moderne stat er dybt involveret i reguleringen af hverdagslivet. Næsten enhver aktivitet har en eller anden form for statslig tilknytning.

Det er rigtigt – men når man tænker over det, så er hverdagslivet næsten udelukkende anarkistisk. Sjældent møder man en politimand, medmindre han skriver en bøde for at køre for stærkt. Frivillige aftaler og forståelser hersker næsten overalt. Som anarkisten Rudolph Rocker skrev: “Faktum er, at selv under den værste despotisme er de fleste af menneskets personlige relationer til sine medmennesker arrangeret ved fri aftale og solidarisk samarbejde, uden hvilke det sociale liv slet ikke ville være muligt.”

Familieliv, køb og salg, venskab, tilbedelse, sex og fritid er anarkistisk. Selv på arbejdspladsen, som mange anarkister anser for at være lige så tvangspræget som staten, samarbejder arbejderne notorisk, uafhængigt af chefen, både for at minimere arbejdet og for at få det udført. Nogle mennesker siger, at anarki ikke virker. Men det er næsten det eneste, der gør! Staten hviler, uroligt nok, på et fundament af anarki, og det samme gør økonomien.

Kultur?

Anarchismen har altid tiltrukket generøse og kreative ånder, som har beriget vores kultur. Blandt anarkistiske digtere kan nævnes Percy Bysshe Shelley, William Blake, Arthur Rimbaud og Lawrence Ferlinghetti. Blandt de amerikanske anarkistiske essayister kan nævnes Henry David Thoreau og i det 20. århundrede den katolske anarkist Dorothy Day, Paul Goodman og Alex Comfort (forfatter til The Joy of Sex). Blandt de anarkistiske forskere kan nævnes lingvisten Noam Chomsky, historikeren Howard Zinn og antropologerne A.R. Radcliffe-Brown og Pierre Clastres. Der er alt for mange anarkistiske litterære skikkelser til at opregne dem, men blandt dem kan nævnes Leo Tolstoj, Oscar Wilde og Mary Shelley (forfatteren af Frankenstein). Blandt de anarkistiske malere kan nævnes Gustav Courbet, Georges Seurat, Camille Pissarro og Jackson Pollock. Andre kreative anarkister omfatter musikere som John Cage, John Lennon, bandet CRASS m.m.

Såfremt du har ret, at anarki er en bedre måde at leve på end det, vi har nu, hvordan kan vi så vælte staten, hvis den er så magtfuld og undertrykkende, som du siger, at den er?

Anarchister har altid tænkt over dette spørgsmål. De har ikke noget enkelt, simpelt svar. I Spanien, hvor der var en million anarkister i 1936, da militæret forsøgte et kup, kæmpede de mod fascisterne ved fronten samtidig med, at de støttede arbejderne i at overtage fabrikkerne og bønderne i at danne kollektiver på jorden. Anarkisterne gjorde det samme i Ukraine i 1918-1920, hvor de måtte kæmpe mod både zaristerne og kommunisterne. Men det er ikke sådan, vi vil vælte systemet i verden i det 21. århundrede.

Tænk på de revolutioner, der væltede kommunismen i Østeuropa. Der var en del vold og død involveret, mere i nogle lande end i andre. Men det, der væltede politikerne, bureaukraterne og generalerne – den samme fjende, som vi står over for – var, at størstedelen af befolkningen bare nægtede at arbejde eller gøre noget andet for at holde et råddent system i gang. Hvad skulle kommissærerne i Moskva eller Warszawa gøre, kaste atomvåben mod sig selv? Udrydde de arbejdere, som de levede af?

De fleste anarkister har længe troet, at det, de kalder en generalstrejke, kunne spille en stor rolle i nedbrydningen af staten. Det vil sige en kollektiv arbejdsnægtelse.

Hvis man er imod al regering, må man være imod demokratiet.

Hvis demokrati betyder, at folk styrer deres eget liv, så ville alle anarkister være, som den amerikanske anarkist Benjamin Tucker kaldte dem, “underrified Jeffersonian democrats” – de ville være de eneste sande demokrater. Men det er ikke, hvad demokrati i virkeligheden er. I det virkelige liv vælger en del af folket (i Amerika næsten altid et mindretal af folket) en håndfuld politikere, som kontrollerer vores liv ved at vedtage love og bruge ikke-valgte bureaukrater og politi til at håndhæve dem, uanset om flertallet ønsker det eller ej.

Som den franske filosof Rousseau (ikke anarkist) engang skrev, er folk i et demokrati kun frie i det øjeblik, de stemmer, resten af tiden er de regeringsslaver. De siddende politikere og bureaukraterne er som regel under stærk indflydelse fra storkapitalen og ofte andre særlige interessegrupper. Det ved alle. Men nogle mennesker tier stille, fordi de får fordele fra magthaverne. Mange andre tier, fordi de ved, at det ikke nytter noget at protestere, og at de kan blive kaldt “ekstremister” eller endog “anarkister” (!), hvis de siger tingene, som de er. Sikke et demokrati!

Jamen, hvis man ikke vælger embedsmænd til at træffe beslutningerne, hvem skal så træffe dem? Du kan ikke fortælle mig, at alle kan gøre, som det passer dem personligt uden hensyn til andre.

Anarchister har mange ideer om, hvordan beslutninger ville blive truffet i et virkelig frivilligt og kooperativt samfund. De fleste anarkister mener, at et sådant samfund må være baseret på lokalsamfund, der er små nok til, at folk kender hinanden, eller at folk i det mindste ville dele familiebånd, venskabsbånd, meninger eller interesser med næsten alle andre. Og fordi der er tale om et lokalsamfund, deler folk også fælles viden om deres lokalsamfund og dets omgivelser. De ved, at de bliver nødt til at leve med konsekvenserne af deres beslutninger. I modsætning til politikere eller bureaukrater, som beslutter for andre mennesker.

Anarchister mener, at beslutninger altid bør træffes på det mindst mulige niveau. Enhver beslutning, som individer kan træffe for sig selv, uden at blande sig i andres beslutninger for sig selv, bør de træffe for sig selv. Enhver beslutning, der træffes i små grupper (såsom familien, religiøse forsamlinger, kolleger osv.), er igen deres at træffe, for så vidt som den ikke forstyrrer andre. Beslutninger med betydelig bredere indvirkning, hvis nogen er bekymret for dem, ville gå til en lejlighedsvis personlig forsamling i fællesskabet.

Fællesskabsforsamlingen er imidlertid ikke en lovgivende forsamling. Ingen bliver valgt. Alle kan deltage. Folk taler for sig selv. Men når de taler om specifikke spørgsmål, er de meget bevidste om, at for dem er det at vinde ikke, som det var for fodboldtræner Vince Lombardi, “det eneste vigtige”. De ønsker, at alle skal vinde. De sætter pris på fællesskabet med deres naboer. De forsøger først og fremmest at mindske misforståelser og afklare spørgsmålet. Ofte er det nok til at skabe enighed. Hvis det ikke er nok, arbejder de for et kompromis. Meget ofte opnår de det. Hvis ikke, kan forsamlingen udsætte spørgsmålet, hvis det er noget, der ikke kræver en øjeblikkelig beslutning, så hele samfundet kan tænke over og diskutere sagen inden et nyt møde. Hvis det ikke lykkes, vil fællesskabet undersøge, om der er en måde, hvorpå flertallet og mindretallet midlertidigt kan adskilles, så de hver især gennemfører deres præferencer.

Hvis folk stadig har uforsonlige uoverensstemmelser om spørgsmålet, har mindretallet to valgmuligheder. Den kan gå sammen med flertallet denne gang, fordi fællesskabets harmoni er vigtigere end spørgsmålet. Måske kan flertallet forsone mindretallet med en beslutning om noget andet. Hvis alt andet mislykkes, og hvis spørgsmålet er så vigtigt for mindretallet, kan det adskille sig og danne et separat samfund, ligesom forskellige amerikanske stater (Connecticut, Rhode Island, Vermont, Kentucky, Maine, Utah, West Virginia osv.) har gjort. Hvis deres løsrivelse ikke er et argument mod statisme, så er det heller ikke et argument mod anarki. Det er ikke en fiasko for anarkiet, for det nye samfund vil genskabe anarkiet. Anarki er ikke et perfekt system – det er bare bedre end alle de andre.

Vi kan ikke tilfredsstille alle vores behov eller ønsker på lokalt plan.

Måske ikke alle, men der er beviser fra arkæologien for langdistancehandel over hundreder eller endda tusinder af kilometer i det anarkistiske, forhistoriske Europa. Anarkistiske primitive samfund, som antropologer besøgte i det 20. århundrede, såsom San (Bushmen) jæger-samlerbefolkningen og stammefolket Trobriand Islanders, udførte en sådan handel mellem individuelle “handelspartnere”. Praktisk anarki har aldrig været afhængig af total lokal selvforsyning. Men mange moderne anarkister har opfordret til, at samfund og regioner skal være så selvforsynende som muligt, så de ikke er afhængige af fjerne, upersonlige udenforstående for at få deres fornødenheder. Selv med moderne teknologi, som ofte blev designet specifikt til at udvide kommercielle markeder ved at nedbryde selvforsyning, er meget mere lokal selvforsyning mulig, end regeringer og virksomheder ønsker at lade os vide.

En definition af “anarki” er kaos. Er det ikke det, hvad anarki ville være – kaos?

Pierre-Joseph Proudhon, den første person, der kaldte sig selv anarkist, skrev, at “friheden er ordenens moder, ikke dens datter”. Anarkistisk orden er bedre end statslig orden, fordi den ikke er et system af tvangslove, men simpelthen er den måde, hvorpå fællesskaber af mennesker, der kender hinanden, beslutter, hvordan de skal leve sammen. Anarkistisk orden er baseret på fælles samtykke og sund fornuft.

Hvornår blev anarkismens filosofi formuleret?

Nogle anarkister mener, at anarkistiske idéer blev udtrykt af Diogenes kynikeren i det gamle Grækenland, af Lao Tse i det gamle Kina og af visse middelalderlige mystikere og også under den engelske borgerkrig i det 17. århundrede. Men den moderne anarkisme begyndte med William Godwins Political Justice, som blev udgivet i England i 1793. Den blev genoplivet i Frankrig af Pierre-Joseph Proudhon i 1840’erne (Hvad er ejendom?). Han inspirerede en anarkistisk bevægelse blandt franske arbejdere. Max Stirner definerede i The Ego and His Own (1844) den oplyste egoisme, som er en grundlæggende anarkistisk værdi. En amerikaner, Josiah Warren, nåede uafhængigt af hinanden frem til lignende ideer på samme tid og påvirkede den store bevægelse på det tidspunkt, der gik ud på at grundlægge utopiske samfund. De anarkistiske ideer blev videreudviklet af den store russiske revolutionær Michael Bakunin og af den respekterede russiske lærde Peter Kropotkin. Anarkisterne håber, at deres ideer fortsat vil udvikle sig i en verden i forandring.

Dette revolutionære stads lyder meget som kommunisme, som ingen ønsker.

Anarchister og marxister har været fjender siden 1860’erne. Selv om de nogle gange har samarbejdet mod fælles fjender som zaristerne under den russiske revolution og de spanske fascister under den spanske borgerkrig, har kommunisterne altid forrådt anarkisterne. Fra Karl Marx til Josef Stalin har marxisterne fordømt anarkismen.

Nogle anarkister, tilhængere af Kropotkin, kalder sig “kommunister” – ikke kommunister. Men de sætter deres frie kommunisme, der opstår nedefra – den frivillige sammenlægning af jord, faciliteter og arbejdskraft i lokalsamfund, hvor folk kender hinanden – i modsætning til en kommunisme, der er påtvunget med magt af staten, der nationaliserer jord og produktionsfaciliteter, nægter al lokal autonomi og reducerer arbejdere til statsansatte. Hvordan kunne de to systemer være mere forskellige?

Anarchisterne hilste den europæiske kommunismes fald velkommen og deltog faktisk i det. Nogle udenlandske anarkister havde i mange år hjulpet østblok-dissidenter – som den amerikanske regering ikke havde gjort det – i mange år. Anarkister er nu aktive i alle de tidligere kommunistiske lande.

Det kommunistiske sammenbrud miskrediterede helt sikkert en stor del af den amerikanske venstrefløj, men ikke anarkisterne, hvoraf mange alligevel ikke betragter sig selv som venstreorienterede. Anarkister var der før marxismen, og vi er der stadig efter marxismen.

Ansarkister går ikke ind for vold?

Anarchister er ikke nær så voldelige som demokrater, republikanere, liberale og konservative. Disse mennesker synes kun at være ikke-voldelige, fordi de bruger staten til at gøre deres beskidte arbejde – til at være voldelige for dem. Men vold er vold. At bære en uniform eller vifte med et flag ændrer ikke på det. Staten er pr. definition voldelig. Uden vold mod vores anarkistiske forfædre – jæger-samlere og landmænd – ville der ikke være nogen stater i dag. Nogle anarkister går ind for vold – men alle stater udøver vold hver dag.

Nogle anarkister, i Tolstojs tradition, er pacifister og principielt ikke-voldelige. Et relativt lille antal anarkister tror på at gå i offensiven mod staten. De fleste anarkister tror på selvforsvar og ville acceptere et vist niveau af vold i en revolutionær situation.

Spørgsmålet er egentlig ikke vold vs. ikke-vold. Spørgsmålet er direkte aktion. Anarkister mener, at folk – alle mennesker – bør tage deres skæbne i egen hånd, individuelt eller kollektivt, uanset om det er lovligt eller ulovligt at gøre det, og uanset om det skal involvere vold, eller om det kan gennemføres uden vold.

Hvad er præcis den sociale struktur i et anarkistisk samfund?

De fleste anarkister er ikke “præcis” sikre. Verden vil være et meget anderledes sted, efter at regeringen er blevet afskaffet.

Anarchister tilbyder normalt ikke blå tegninger, men de foreslår nogle vejledende principper. De siger, at gensidig hjælp – samarbejde frem for konkurrence – er det sundeste grundlag for det sociale liv. De er individualister i den forstand, at de mener, at samfundet eksisterer til gavn for den enkelte, og ikke omvendt. De går ind for decentralisering, hvilket betyder, at samfundets fundament bør være lokale, personlige fællesskaber. Disse fællesskaber danner så forbund – i relationer af gensidig hjælp – men kun for at koordinere aktiviteter, som ikke kan udføres af de lokale fællesskaber. Den anarkistiske decentralisering vender op og ned på det eksisterende hierarki. Lige nu er det sådan, at jo højere et regeringsniveau er, jo mere magt har det. Under anarki er højere foreningsniveauer slet ikke regeringer. De har ingen tvangsmagt, og jo højere man kommer op, jo mindre ansvar bliver uddelegeret til dem nedefra. Alligevel er anarkisterne opmærksomme på risikoen for, at disse forbund kan blive bureaukratiske og statslige. Vi er utopister, men vi er også realister. Vi bliver nødt til at overvåge disse føderationer nøje. Som Thomas Jefferson udtrykte det: “Evig årvågenhed er frihedens pris.”

Nogle sidste ord?

Winston Churchill, en afdød alkoholiseret engelsk politiker og krigsforbryder, skrev engang, at “demokratiet er det værste regeringssystem, bortset fra alle de andre”. Anarki er det værste samfundssystem – bortset fra alle de andre. Indtil videre er alle civilisationer (statssamfund) brudt sammen og er blevet afløst af anarkistiske samfund. Statssamfund er i sagens natur ustabile. Før eller senere vil vores også bryde sammen. Det er ikke for tidligt at begynde at tænke på, hvad der skal sættes i stedet. Anarkister har tænkt på det i over 200 år. Vi har et forspring. Vi inviterer dig til at udforske vores idéer – og til at slutte dig til os i forsøget på at gøre verden til et bedre sted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.