Metformin synes at forebygge type 2-diabetes, viser undersøgelse

Metformin er forbundet med reduktioner i udviklingen af type 2-diabetes, ifølge data fra Diabetes Prevention Program/Diabetes Prevention Program Outcomes Study (DPP/DPPOS).

DPP var et randomiseret kontrolleret forsøg, der blev gennemført fra 1996 til 2001, hvor 3.234 voksne med høj risiko for diabetes blev tildelt maskeret placebo eller metformin, 850 mg to gange dagligt, eller intensiv livsstilsintervention. Forsøget sluttede et år før tid på grund af påvist effektivitet af både metformin- og livsstilsinterventionsarmene. Af den overlevende DPP-kohorte blev 88 % fulgt i DPPOS; de, der havde taget metformin, fortsatte med at gøre det, mens alle deltagere blev tilbudt livsstilsinterventionen. DPPOS fandt sted fra 2002 til 2013 og undersøgte de langsigtede virkninger af metformin og den intensive livsstilsintervention på diabetesforebyggelse, diabetesrelaterede mikrovaskulære komplikationer og risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme. Resultaterne vedrørende metformin blev offentliggjort online den 2. august i Diabetologia som en del af et særligt temanummer.

I DPP havde patienter, der tog metformin i forhold til placebo, over en gennemsnitlig opfølgning på 2,8 år en 31 % lavere forekomst af diabetes, mens den intensive livsstilsintervention havde en 58 % lavere forekomst. Effekten af metformin var særlig signifikant hos dem, der var overvægtige (53 % risikoreduktion for dem med et body mass index på ≥35 kg/m2 vs. en reduktion på 3 % hos dem med et BMI på 22 til <30 kg/m2), havde et højere fasteglukoseniveau (48 % risikoreduktion for højere værdier vs. 15 % risikoreduktion for lavere værdier) eller havde haft graviditetsdiabetes (50 % risikoreduktion vs. 14 % risikoreduktion for parvise kvinder uden graviditetsdiabetes). I DPPOS-undersøgelsen, som gav mulighed for længerevarende opfølgning, sås en risikoreduktion på 18 % for diabetes 10 og 15 år efter randomiseringen hos dem, der fik tildelt metformin. Forskellene i incidensrater forblev signifikante under hele opfølgningen, men de observerede diabetesincidensrater i DPPOS-perioden var ikke signifikant forskellige mellem de oprindelige randomiserede grupper, bemærkede forskerne.

Forskerne diskuterede flere måder, hvorpå metformin kan forebygge eller forsinke diabetes, herunder en akut farmakologisk effekt eller forbedring af patofysiologi; virkninger på blodglukose, vægttab, mikrovaskulære komplikationer og risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme (CVD); og interaktion med genetiske faktorer. De bemærkede også, at metformin syntes sikkert i DPP/DPPOS, idet 9,5 % af de patienter, der tog lægemidlet, rapporterede mindre gastrointestinale symptomer mod 1,1 % af dem, der fik placebo. Vitamin B12-mangel var i mellemtiden mere almindelig i metformingruppen end i placebogruppen efter fem år (4,2 % vs. 2,3 %; P = 0,02), men forskellen var ikke længere signifikant efter 13 år (7,4 % vs. 5,4 %; P = 0,12). Forfatterne bemærkede, at der ikke er blevet rapporteret tilfælde af mælkesyregigt i over 15.000 personår med eksponering for metformin i DPP/DPPOS. Metformin viste sig at være omkostningsbesparende i forhold til placebo over 10 år, bemærkede forfatterne.

Fremadrettet kunne DPP/DPPOS også bruges til at undersøge, om tidlig brug af metformin hos patienter med høj risiko for diabetes påvirker udviklingen af senere komorbide tilstande, samt om lægemidlet har virkninger mod kræft, erklærede forfatterne. “Når man ser på fremtiden, er det af afgørende betydning at forstå, om oversættelsen af disse resultater til rutinemæssig klinisk pleje forbedrer de nuværende tendenser i udviklingen af diabetes,” skrev de. “Muligheden for, at metformin yderligere kan påvirke yderligere komplikationer af dysglykæmi, som endnu ikke er blevet undersøgt, er fortsat et spændende område for undersøgelse.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.