Opdagelsen af kroppen: menneskedissektion og dens kulturelle kontekst i det antikke Grækenland

I første halvdel af det tredje århundrede f.Kr. blev to grækere, Herophilus af Chalcedon og hans yngre samtidige Erasistratus af Ceos, de første og sidste antikke videnskabsmænd, der foretog systematiske dissektioner af menneskelige kadavere. Efter al sandsynlighed foretog de også vivisektioner af dødsdømte forbrydere. Deres anatomiske og fysiologiske opdagelser var usædvanlige. Det unikke ved disse begivenheder udgør en spændende historisk gåde. Dyr var blevet dissekeret af Aristoteles i det foregående århundrede (og delvist dissekeret af andre grækere i tidligere århundreder), og senere dissekerede Galen (andet århundrede e.Kr.) og andre igen systematisk mange dyr. Men ingen af de antikke videnskabsmænd synes nogensinde at have genoptaget systematisk dissektion af mennesker. Denne artikel undersøger for det første de kulturelle faktorer – herunder traditionelle græske holdninger til liget og huden, som også kommer til udtryk i græske hellige love – der kan have forhindret systematisk dissektion af mennesker i næsten hele den græske oldtid, fra de præsokratiske filosoffer og videnskabsmænd i det sjette og femte århundrede f.Kr. til fremtrædende græske læger i det senere Romerrige. For det andet analyseres den usædvanlige konstellation af kulturelle, politiske og sociale omstændigheder i det tidlige Alexandria, som kunne have givet Herophilus mod til at overvinde presset fra kulturelle traditioner og iværksætte systematisk dissektion af mennesker. Endelig undersøger artiklen mulige årsager til den mystiske og pludselige forsvinden af systematisk menneskedissektion fra den græske videnskab efter Erasistratus’ og Herophilus’ død.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.